AKTUEL DRIFTSINFO

STATUS

Vi får mange henvendelser i øjeblikket og vi gør vores bedste for at besvare alle så hurtigt som muligt, men vi kan desværre umuligt følge med på trods af ekstra personale til at assistere på telefon m.m.

Derfor vil vi opfordre dig til at læse dette skriv, inden du kontakter os. Formentlig vil du opleve, at de fleste af dine spørgsmål her vil blive besvaret. 

Hvis ikke, skal du naturligvis skrive til os, og så kan vi koncentrere os om de henvendelser, der ikke kan finde svar herunder.

Den nye ordning
Fra den 8. april 2024 blev den nye tredje spand – til Metal og glas/plast og mad- og drikkekartoner taget i brug. Samme dag begyndte vi at tømme den gamle beholder til Papir/metal,glas,plast  på de første adresser og ommærke dem til Pap og papir. Det kan vi naturligvis ikke klare på én dag på de mange adresser i kommunen, så ommærkningen forløber over april, maj og juni.
Nogle vil derfor opleve at deres beholder til Pap og papir først er klar til brug primo juni og andre vil opleve den er klar i april. Vær opmærksom på at du skal vente med at bruge beholderen til Papir og pap indtil der er monteret en grøn hænger på håndtaget, hvor det vil fremgå at nu er den klar til brug. Indtil da skal du benytte den som du plejer.

Når en ny ordning opstartes, med nye tømmeruter, nye beholdere, nye IT-systemer og nye biler, vil der helt naturligt komme opstartsudfordringer af forskellig slags.

Det har vi været forberedt på, og vi har sammen med renovatøren smøget ærmerne op og været klar.

Og så sker der alligevel noget uventet. IT-systemerne har ikke kunne levere data til hinanden, og det betyder at vores medarbejdere, der besvarer henvendelser på telefonerne og mail, f.eks. ikke har kunnet se tømmedata, tømmedage, de præcise ruter – eller eventuelle tilbagemeldinger om ”problemer” fra skraldemanden. 

Vi har desværre også oplevet, at SMS-varslingen ikke helt er på plads i forhold til de nye tømmedatoer. Det er naturligvis frustrerende for alle parter, og det er vi i fuld gang med at få løst i samarbejde med renovatøren og IT-leverandøren. 

Vi er nu 90% i mål med at alle data er synkroniseret mellem diverse IT-systemer og snart bør derfor alle tømmedata snart fremgå af både hjemmeside og app.

Vi prioriterer at få indsat ekstra skraldebiler og få tømt så meget som muligt af det forsømte, og du vil derfor kunne opleve, at skraldebilen kommer forbi og tømmer på en anden dag end planlagt.

Manglende tømninger Rest/mad
Hvis du stadig ikke har fået tømt rest/mad siden du sidst henvendte dig til os, så vil vi bede dig hjælpe os ved at sende en ny henvendelse. Du må gerne sætte en sæk med affald ved siden af beholderen, svarende til de dage du ikke har fået tømt

Manglende tømninger Papir/metal, glas og plast efter den 25. april og frem til dd
Hvis du ikke har fået tømt din beholder til Papir/metal, glas og plast efter 25. april 2024, arbejder vi her på, at indsætte en ekstra skraldebil til at køre tømning i uge 20. Vi krydschecker kørsler og kørerruter, for at fange de adresser der ikke er blevet tømt.  Er du tilmeldt vores SMS-service, vil du modtage en besked om, hvornår denne tømning vil blive udført. Er du ikke tilmeldt, kan du blive det her via Beskedservice eller lade din beholder stå fremme. 
Hvis din beholder er fyldt, må du stille en ekstra sæk ved siden af den pågældende beholder. Husk dog at at affaldet skal være sorteret på samme måde som i beholderen. Papir kan kun tages med som ekstra, hvis det er i en papirsæk. 

Manglende tømning af den nye tredje spand (metal og glas/ plast og MDK)

Check din tømmedato her Selvbetjening (revas.dk). Hvis du kan vente med at få tømt til næste tømmedato, må du sætte en sæk ved siden af beholderen til hvert rum. Altså en sæk til metal og glas samt en sæk til plast/MDK. Så tages den med næste gang. Fremgår der ikke en tømmedag på din nye spand i systemet, så skriv venligst til os på revas@viborg.dk.

Ommærkning
Hvis du har fået tømt din beholder til Papir/metal, glas og plast, og den ikke er blevet ommærket, er det fordi den først bliver ommærket ved næste tømning. De sidste beholdere forventes ommærket til den nye ordning Pap/papir medio juni. Du må først benytte beholderen til Pap/papir, når den er blevet ommærket. Indtil da, kan du bruge den som du plejer til Papir/metal, glas og plast.

Beskedservice 
SMS’erne vil også være tilpasset de nye tømmedata. Er du allerede tilmeldt SMS-varsling på dine beholdere, vil du automatisk blive tilmeldt på de nye beholdere.

Er du ikke tilmeldt, vil vi anbefale dig at tilmelde dig vores Beskedservice. Udover du kan modtage varslinger om tømmedagene, får vi også en mulighed for at sende dig information ved større driftsudfordringer, der kan påvirke din adresse. Du kan tilmelde dig her Beskedservice

Hvorfor er tekstilaffaldsposen ikke taget med?
Der er et særligt rum på skraldebilerne til tekstilaffald. Vi oplever, at flere har gemt lidt på tekstilaffaldet og nu lægger flere poser frem til afhentning. Det gør desværre at rummet på bilerne hurtigere bliver fyldt, og hvis der ikke er plads på bilen, tager de ikke posen med. Så kan du lægge den ud på den næste beholder, der skal tømmes. Ønsker du ikke at vente til næste tømmedag – kan du også altid aflevere dit tekstilaffald på kommunens genbrugspladser.

Læs mere her om de røde poser, hvordan du får nye, og hvordan du får dem afhentet.

Hvorfor har du ikke fået de grønne poser?
Hvis du bor til leje et sted med en fælles affaldsløsning, skal du kontakte din udlejer for at få de grønne poser til madaffald. Du kan også hente dem til eget brug på genbrugsstationerne. Vær opmærksom på, at det ikke er et krav at benytte de grønne poser, det er et tilbud.

Tekstilaffald og Miljøkasse ved fælles affaldsløsninger?
Hvis du bor til leje og har en fælles affaldsløsning, har du ikke modtaget den røde miljøkasse og poserne endnu. Det kommer senere, når vi sammen med udlejer har afklaret nærmere. Du vil dog kunne hente de grønne madaffaldsposer til eget brug og sorteringsbrochure på genbrugsstationerne, eller kontakte din udlejer.

Har du spørgsmål omkring sortering?
Se sorteringsguiden i vores app AffaldViborg? Eller på vores hjemmeside Sorteringsguiden. Du kan også se i den omdelte vejledning Sorteringsguide 2024.

Chatbot
Benyt dig af vores nye chatbot. Den er vi ved at træne, så stil endelig de spørgsmål du måtte have. Hver aften opdateres chatbotten med svar i tilfælde af, at den ikke har kunne svare på dine spørgsmål. Sammen bliver vi klogere.

For megen affald/overfyldte beholdere
Vær opmærksom på at du kan aflevere papir, pap, metal, glas, plast sorteret på vores genbrugspladser, hvis du ikke kan vente til vi kommer.

Øvrige henvendelser
Vi er klar over, at vi med denne status ikke rammer alle, og du vil måske ikke få svar på det, du søgte  Her må vi ulejlige dig med at sende en henvendelse til os.

På forhånd tak for din hjælp og din tålmodighed.

 

Ny hjemmeside

Ny hjemmeside

Med ny affaldsordning, nye skraldebiler og nyt logo, så er det også tid med en ny, moderne og funktionel hjemmeside.

Priser på affaldsgebyrer fra 2024

Priser på affaldsgebyrer fra 2024

Priserne på affaldsgebyrer vedr. indsamling af husholdningsaffald pr. 1. januar 2024 fremgår af nedenstående oversigt samt dette prisblad for 2024.